Indsamling

Bevaring er en vigtig del af de naturhistoriske museers arbejde, som gør at samspillet mellem fortid og nutid opretholdes, og at unikt og uerstatteligt materiale sikres også for kommende generationer.

Naturama udfører indsamling, der omfatter genstande og præparater, der understøtter museets forsknings- og formidlingsaktiviteter, eller som udgør en del af en koordineret national indsamling.

Aktiv indsamling

Naturama indsamler løbende præparater og genstande i forbindelse med museets forskningsaktiviteter – p.t. eksempelvis hår, blod/vævsprøver, reder o.lign. fra hasselmus. DNA fra smågnavere indsamles i forbindelse med fældefangst i Svanninge Bjerge samt i Hvidkildeskoven.

Passiv indsamling

Naturama varetager ad hoc indsamling af primært naturhistoriske genstande, der indleveres til museet. Det kan være trafikdræbte dyr og fugle, fugle der er fløjet mod et vindue. Det kan også være pelse, skind og huder, ben og knogler, dyrespor, eller genstande og præparater relateret til specielle naturhistoriske fænomener mv.

Museets indsamling dækker også kulturhistoriske genstande, der har relation til naturen (eksempelvis fangst- og jagtredskaber med historisk værdi, forskningsredskaber relateret eksempelvis fangst og mærkning af dyr og fugle, mv.).

Naturama bevarer kun genstande, der har historisk værdi (værdi for nuværende og kommende generationer) i relation til at genstandene dokumenterer den danske naturhistorie, naturhistoriske hændelser, eller som følge af at genstandene har værdi som dokumentation af eller for forsknings- og formidlingsaktiviteter.

Vil du hjælpe

Har du en naturhistoriker i maven? Og har du blik for genstande i naturen, som kan være af værdi for eftertiden, så kontakt museets kurator eller kurator-assistent, og hør hvordan du kan hjælpe.